Kulturvandring

Pilgrimsvandring med fokus på kulturhistorie

 

Ruten kobles til det stisystem, som er ved at blive etableret i Alling Ådal. Det er muligt at begynde og slutte turen flere steder på ruten, der hovedsagelig følger offentlig vej. Det er også muligt at cykle turen, hvis du skulle have lyst til det.

 

Denne pilgrimstur er kendetegnet ved at indeholde såvel kirkelige, kulturhistoriske som naturhistoriske elementer. I det følgende bringes seks kulturhistoriske nedslag

Voldum Kirke

 

Voldum Kirke

Velkommen til Voldum kirke!

Her træder du ind i 1600 – tallet, - og i nutiden. I tiden efter Reformationen 1536, hvor vi blev lutheranere, protestanter, hvilket vi er den dag i dag.

 

Der var engang, før 1606, en kirke, men vi ved ikke ret meget om den. Rygterne fortæller, at præsten prædikede så ivrigt, at han hamrede sin næve i prædikestolen så hårdt, at der kom en revne i kirkemuren! Om natten hørte samme præst en frygtelig larm, men kunne ikke finde ud af hvorfor. Om morgenen derimod, da han så ud af præstegårdens vinduer, så han, at kirken var braset fuldstændig sammen! Ja, så kan man da godt forstå, at det var nødvendigt i 1606 at bygge en ny kirke! Og det gjorde Dorthe Gøye, Peder Brahe og Otto Marsvin, de grundlagde den nuværende kirke i 1606 som en slotskirke til Clausholm slot.

 

Det blev en kirke bygget efter Reformationen, det vil sige, at det var vigtigt med de 3 B’er: 1) Bordet = alteret og nadverbordet. 2) Badet = døbefonten. 3) Bogen = Bibelen = prædikestolen, hvorfra den forkyndes.

 

Kig dig godt omkring i Voldum kirke og se, at det smukke træskærerarbejde er koncentreret netop om disse centrale steder. Udsmykningen er een lang meditation over vor kristne lutherske traditions vigtigste arvegods.

 

Ad 1 = Bordet = altertavlen og nadverbordet. Se den fantastiske altertavle skænket af Hans Friis i 1678, ejer af Clausholm. Smuk og pædagogisk er den bygget op. Nadverfællesskabet som det centrale motiv ses i centrum, hvor Jesu sidste måltid før sin død er skildret og ovenover er tolkningen og symbolet: Pelikanen med sine unger i reden, der plukker sig i brystet for at sørge for sine unger. Sådan sørger Jesus også for os, selvom det koster lidelse og død.

 

Vi er med i dette fællesskab i nutiden ved at modtage brødet og vinen ’som ihukommelse’ af dette. Hvor vigtigt det er, viser den centrale placering af motivet: Jesu sidste måltid og indstiftelse af nadveren. Men der går historie forud for os. Det vises ved, at vi til venstre for alteret går ind ad en port flankeret af Moses og den første præst, broderen Aron, det gamle testamentes ’grand old men’. Og historien fortsætter udi ukendt fremtid. Det vises ved, at vi til højre for alteret går ud gennem en lignende port, der flankeres af kirkens grundlæggere, apostlen Peter, pavernes forfader, og apostlen Paulus, den største missionær af alle.

 

Altertavlen er en helliggørelse af Gud, ligesom præsten siger ved nadveren netop foran altertavlen: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som var, og som er, og som kommer.” Fortid, Nutid og Fremtid er på smukkeste vis forbundet.

 

Ad 2 = Badet = døbefonten. Se den smukke og usædvanlige døbefont, igen pædagogisk bygget op. Hvorfor døbes vi? Fordi Jesus selv blev døbt af Johannes Døber – se soklen. Selve døbefonten er 8-kantet, et urkristent symbol på evighed. Vi skænkes i dåben: - fællesskab med Jesus, - Helligånden med tilgivelse for alle vore fejltagelser - og det evige liv.

 

Det smukke messingfad er fra 1513 og er skænket af Birgitte Gøye og Herluf Trolle: Hvem kender ikke børneremsen om denne Birgitte: ”Birgitte, Birgitte Begøye. Fik ondt i sit ene øje. Så smurte hun det med fløde. Så begyndte det at bløde. Så smurte hun det med tjære. Så blev det meget værre. Så smurte hun det med blæk. Så gik det hele væk!”

 

Ad 3 = Bogen/ Bibelen = Prædikestolen. Igen såre pædagogisk opbygget. Præsten står i selve prædikestolen og læser og fortolker evangeliet, budskabet om Jesus Kristus, som står i Det nye Testamente. Se hvordan udsmykningen er fortællinger om det: Jesu opstandelse. Evangelisterne, der skriver og beretter om Jesus. Jesus der står med jordkloden, hele verden, i sin hånd: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

 

Men det kommer ikke ud af den blå luft, nej vi læser om det allerede i Det gamle Testamente, derfor er soklen, det hele hviler på, Det gamle Testamentes absolut ’grand old man’ Moses, udskåret i det flotteste moseeg.

 

Vi kunne tilføje et 4. B = Bænkene. For det var vigtig efter Reformationen, at menigheden var aktiv i gudstjenesten og så skulle de sidde godt, for gudstjenesten varede jo længe. Menigheden skulle synge med på de mange opbyggende kristne salmer, som er et særkende for tiden efter Reformationen. Og de skulle lytte og ’gumle og tygge drøv’ på Bibelens ord (med et moderne ord: meditere), så de blev til sund næring for det personlige liv og livet i fællesskabet. Også bænkene er fornemt og forskelligt udsmykkede.

 

Ejerne af kirken, som op til 1900-tallet, var Clausholm slots ejere, har sat et smukt og gennemtænkt indhold i Voldum kirke. Selvfølgelig skulle de også minde os om dem selv, og det ser vi bl.a. i våbenskjoldene på altertavlen og på de store ligsten for familien Gøye, som findes nær alteret og i våbenhuset. Herskabslogen er også særlig fin udsmykket. Kisterne under orglet viser ligeledes den tætte forbindelse med livet på Clausholm slot.

 

Præsternes liv ved kirken er jo også historie: Se præstetavlen i våbenhuset. Nr. 2 og 3 præst er sandsynligvis de to præster, der er på en ligsten i kirkens højre side, de har en kvinde imellem sig. Det fører tankerne hen på en svunden tid: da den første præst er død, så stod enken tilbage. Den præst, der skulle have embedet efterfølgende, ja, han skulle have enken og evt. børn med ovenikøbet. Sådan var livet dengang. Om det var værst for præsten eller for kvinden melder historien ikke noget om. Men som den første kvindelige præst ved Voldum kirke, ja så er det en del af min historie. Nu er tiden anderledes. Og hvad fremtiden bringer ja, det vil kun tiden vise.

 

Tak for din opmærksomhed og medleven! Vi ønsker dig en velsignet videre færd!

 

Mergelgraven

 

Når vi går nordpå fra kirken drejer vi fra Clausholmvej og går af det gamle banespor mod skoven og mergelgraven, og ca. 500 meter fra Clausholmvej finder vi den store mergelgrav på venstre hånd.

Bønderne begyndte at sprede kalkholdigt ler på deres agerjord fra midten af 1800 tallet for at øge udbyttet. Kalken var et af de næringsstoffer som jorden havde brug for, og det var også nødvendigt at tilføre andre næringsstoffer, hvis de øgede udbytter skulle opretholdes og jorden ikke skulle udpines ved fortsat dyrkning. Dette viste man ikke meget om i 1800 tallet, så derfor havde man talemåden, at mergling gjorde en rig far men en fattig søn!

Det meste mergel blev opgravet lokalt, og det er i dag stadig muligt at finde mergelgravene som små vandhuller eller tilgroede pletter i landskabet når man bevæger sig rundt i landet. Enkelte steder udvikledes hele industrier, som her i Voldum, hvor der er store kalkaflejringer i undergrunden. Fra slutningen af 1920’erne etableres en smalsporet tipvognsspor til at føre merglen helt ud til hovedbanen ved Lauerbjerg ca. 25 km borte. Dette lokale eksempel på mineindustri kom dog kun til at vare i ganske få år, idet resulatet ikke stod mål med anstrengelserne. Allerede i 1933 ophørte mergelbrydningen og efter nogen tid blev vogne og spor fjernet.

Mergelgraven er i dag tilgroet med græs og buske og stedet er et yndet udflugtsmål for børnehave og byens dagplejere, hvor der er tumleplads for børnene.

Clausholm

Når vi har passeret gennem skoven og drejet af asfaltvejen mod vest nærmer vi os Clausholm. Denne gamle hovedgård, nævnt første gang i 1366, har været hele egnes krumtap og hovedvirksomhed, hvis økonomiske og beskæftigelsesmæssige betydning har været fremherskende langt ind i det 20. århundrede.

Den nuværende meget store, hvidkalkede hovedbygning er opført i barok stil i 1699 af storkansler Reventlow, Anna Sofies far. Der er dog fundet bebyggelsesspor på holmen fra ca. år 1100, så Clausholms historie rækker langt tilbage i tiden. Det vides også, at den nuværende hovedbygning afløste et stort firfløjet renæssanceanlæg som lå nogenlunde samme sted. Beliggenheden i det fugtige område på kanten af ådalen er givet valgt af forsvarshensyn.

Nord for hovedbygningen ligger staldgården og syd for hovedbygningen ligger avlsgården, hvor de store lade- og staldbygninger er præget af Frederik den IVs og Anna Sofies monogrammer. Under Clausholm hørte stort set samtlige gårde og huse i landsbyerne i en radius 10 km sydpå fra 1600 tallet til midten af 1800 tallet. Tidligere lå Clausholms bøndergods mere spredt rundt i Østjylland men med den stigende hovedgårdsdrift fra 1600 tallet slutning begyndte man at samle gårdene tættere på hovedgården, så der kunne ydes hoveri. Først fra ca. 1850 begyndte man at afhænde bøndergårdene til selveje, og hovedgården blev herefter drevet af lønnet arbejdskraft og daglejere. De gode enge og græsningsmuligheder i ådalen langs Alling Å muliggjorde en omfattende studeproduktion til godset. Til Clausholm hørte også en del skove. Foruden den nærliggende Mygind Skov hørte også tidligere Amaliegårdskov ved Hornslet, som er blevet frasolgt i nyere tid.

Clausholm har siden begyndelsen af 1767 været i den samme familiekreds eje og den nuværende ejer Kim Berner er den 8. ejer af slægten på stedet.

Yderigere oplysninger om egnens kulturhistorie kan hentes i Trap Danmark, Randers Amt bind VII, 5. udgave 1963 og i Voldum Egnshistorier, 2006.

TURVEJLEDNING

Du kan påbegynde og afslutte denne vandring, hvor du ønsker det. Kommer du i bil, kan vi anbefale dig at benytte P-pladsen ved Voldum kirke som udgangspunkt.

 

I kirken vil du også finde beskrivelser af de forskellige vandringer og andre vejledninger.

 

Årlige pilgrimsvandringer

Voldum og Rud Kirker varetager hvert år pilgrimsvandringer, hvor du kan få glæde af de mange kirkelige, kulturelle og ikke mindst naturskønne oplevelser området byder på.

Læs mere...

Voldum Kirke

Rud Kirke

Hvalløse

Når man bevæger sig op fra Alling Ådal og går af Dyrhavevej mod vest, når man landsbyen Hvalløs. De fleste gårde og huse ligger samlet i byen på samme sted, som de har hjort siden middelalderen, og kun et par ejendomme er flyttet ud fra byen efter udskiftningen omkring år 1800.

 

Byen med det ejendommelige navn, der er nævnt i et skøde allerede i 1472 under navnet Hualløs, har været præget af den tætte beliggenhed på Clausholm. Indtil anden halvdel af 1800 tallet tilhørte samtlige gårde og huse hovedgården, og det har gennem århundrede været et vilkår for bønderne her, at der skulle gøres hoveri og ydes landgilde til Clausholm.

 

Siden blev Hvalløs bønder selvejere. De nuværende solide rødstensejendomme vidner om fordums storhed og den velstand og fremgang, som kom til at præge landbruget fra slutningen af 1800 tallet med andelsbevægelse, kvægbrug, svineproduktion, stort folkehold og alt det som hører den tids landbrug til.

 

I vore tage drives der kun landbrug på et par af ejendommene i Hvalløs. Stalde og lader står tomme og stuehusene bebos af udearbejdende og pensionister. Ofte er det vanskeligt at få solgt huset, når den fraflyttes. Denne udvikling i Hvalløs er således typisk for en stor del af de danske landsbyer og landdistrikter i vore dage.

 

Nielstrup Mejeri og Rudalsgård

Vi går mod Nielstrup og ved at følge Nielstrupvej kommer vi tæt forbi det nu nedlagte Nielstrup Andelsmejeri på venstre hånd. Hurtigt efter passerer vi på højre hånd den velbevarede firlængede Rudalsgaard.

 

Nielstrup Andelsmejeri Enighed blev oprettet i 1888 i den periode, hvor der blev etableret i hundrede vis af andelsmejerier landet over. Det var hertil bønderne i Voldum, Rud og de omkringliggende byer leverede mælken fra de store små brug. Det var gerne husmændene der kunne få sig en ekstra indtægt som mælkekuske, og i den tidlige morgen måtte de rundt med deres hestevogne til ejendommene for at transportere mælkejungerne til mejeriet.

 

Efter indvejningen på mejeriet blev mælken separeret ved centrifugering til henholdsvis fløde og skummetmælk. Fløden blev herefter kærnet til smør, hvor størstedelen blev pakket i dritler til eksport til England. Skummetmælken blev sendt retur med mælkekusken. Bønderne kunne nemlig anvende skummetmælken til fodring af deres svin, og størstedelen af svinene blev for øvrigt også eksporteret til englænderne som bacon.

 

Denne blomstringstid for landbruget, hvor bønderne havde både køer og svin kom til at præge årene frem til ca. 1960, hvor ændrede økonomiske vilkår, specialisering og strukturforandringer satte ind. Det blev også afslutningen for Enighed, der måtte lukke i 1966. I Voldum Egnshistorier fra 2006 er der en udførlig beretning om mejeriet Enighed.

 

Rudalsgaard, der er opført som en grundmuret og teglhængt firlænget gård i 1911, er utrolig velbevaret og repræsenterer således med sin helhed et enestående kulturmiljø. Set i sammenhæng med mejeriet fortæller Rudalsgaard netop historien om landbruget i første del af 1900 tallet, hvor der var penge og overskud i landbruget til at kunne opføre solide driftsbygninger og prægtige stuehuse.

 

Gårdens bygninger afspejler også tidens blandede landbrugsdrift med ko- og svinestald, lo og tærskelade, roehus og i øvrigt den indretning som hørte driften til. Stuehuset og den flotte have vider om en bondestand som havde tro på egen betydning. Der er grund til at beundre de nuværende ejere, der så pietetsfuldt værner og vedligeholder gården.

 

Rud Kirke

Velkommen til Rud kirke!

Da kirken blev bygget her ved den tidligere østjyske landevej i 1100-tallet, var det den katolske kirke med paven i Rom, vi var en del af. Måske var der først en trækirke, som brændte.

 

Gå en tur rundt om kirken og sæt dig med ryggen op af muren på en solbeskinnet plet. Her på dette sted har der sikkert været dyrket solgud, naturens guder, Odin og Thor med flere før, Kristus, den kristne gud blev kendt. Denne mærkelige gud, der af kærlighed til mennesker blev korsfæstet og om hvem det fortaltes, at han fik fornyet og forvandlet liv igen; som en sejrrig konge opstod han fra dødens rige. Ja, troens og religionernes veje har været spændende og foranderlige og det er Rud kirke et stærkt og solidt minde om.

 

I 1100-tallet blev der bygget stenkirker over det ganske land, stenkirker af disse fantastiske granitkvadre, hvoraf nogle sikkert er fra markerne heromkring. Hvilket arbejde! Håndværkerne kom måske fra England, og måske var der også lokale folk.

 

Her i Rud fik de deres egen kirke, der skulle stå til ’evig tid’ hvor de skulle tilbede Jesus Kristus, deres gud. Mændene trådte ind i den mørke kirke af syddøren, hvor korset er indhugget over døren, - gør du ligeså. Kvinderne gik ind ad norddøren, hvor Jesus eller en kvinde med slange er indhugget over den nu tilmurede dør.

 

Lad os forestille os, at vi kom ind dengang i det mørke rum, hvor lyset kun kom ind af de små romanske vinduer og der sandsynligvis var fakler i rummet. Der var ingen bænke, men en muret stenbænk langs væggene. Altre til Jomfru Maria, og ærkeenglen Mikael måske. Og det allerhelligste, hovedalteret i korbuen, hvor kun præsten måtte komme ind.

 

I 1500-tallet, da Reformationen forandrede kirkerum og gudstjeneste, blev der hugget huller i væggen, så lyset kunne strømme ind, - der kom bænke ind, så menigheden kunne sidde og synge salmer og høre Bibelens ord. Der kom prædikestol, så Bibelens ord og fortolkning kunne høres. Der kom knæfald ved hovedalteret, så alle kunne komme til nadver.

 

I 1700 – tallet kom den nuværende altertavle til. Det er en usædvanlig historie. Tiden brugte meget ord på altertavler, også her, men den er usædvanlig derved, at den illustrerer en meditationssalme (kaldet: Christi Kaarssis daglige Brug) fra vores første danske salmebog af Hans Tommison:

Se i centrum af altertavlen den korsfæstede Kristus (se illustrationer). Rundt omkring korset står ordene: Ydmyghed ( vores grund/ved foden). Kierlighed (over hovedet/ opad/ fra Gud). Lydactighed. Taalmodighed. (ved hænderne/ nødvendige redskaber, når vi skal agere i verden og bringe Kristi kærlighed videre ud). Troen (i centrum/ i hjertet/ der samles det hele/ i hjertet bor Gud, der kan vi hvile med ham/ og derfra kan Guds kærlighed strømme ud og forbinde os med hinanden). Fri fortolkning.

 

Tag denne meditation fra Rud kirke med i dit hjerte og fortsæt din vandring, måske til Voldum kirke, som fører dig frem i tiden til 1600- tallet, hvor den blev bygget som slotskirke til Clausholm slot.

Tak for din opmærksomhed og medleven! Vi ønsker dig en velsignet videre færd!

 

Anna Sofies Kilde

Kong Frederik den IX anden dronning Anna Sofie blev efter kongens død i 1730 forvist til sit barndomshjem Clausholm, hvor hun sad i husarrest til sin død i 1743. Hun havde dog et større folkehold omkring sig, og hun var i kraft af godsets indtægter sikret en nogenlunde standsmæssig levevis.

 

Historierne om Anna Sofie sidste leve år på Clausholm er talrige, og en af historierne knytter sig til Anna Sofies kilde, som angiveligt skulle ligge nørd øst for Rud Kirke, hvilket vil sige i området vest for Ruddalsgård. Ifølge de skriftlige kilder sendte Anna Sofie dagligt en tjener til kilden for at hente frisk drikkevand til godsets husholdning.

 

Det er i vore dage ikke muligt at genfinde kilden, der formenligt er bortdrænet i midten af 1800 tallet, da det blev almindeligt at forbedre de dyrkede arealer ved nedgravning af drænrør af tegl.

 

Udsigt over Voldum by og historien om Anna Sofies bortførelse

Efter Rud Kirke er det muligt at følge en lille del af det gamle østjyske vejsystem mellem Randers og Aarhus på en strækning sydøst for kirken. Her er det også muligt at støde til vejen, der tidligere førte sydpå fra Voldum. Den højtbeliggende vej, der er navngivet efter Anna Sofies mor Sofie Amalie og i dag fungerer som markvej, fører os frem mod Voldum Kirke.

 

Det var af denne vej Anna Sofie efter sigende skulle være transporteret af Kong Frederik den IX i 1712 efter den dramatiske bortførelse fra Clausholm. Historien beretter, at kongen, der i forvejen var gift, forelskede sig i den unge adelsfrøken i forbindelse med et bal på Koldinghus året forinden. Følelserne var gensidige, og kongen hjalp Anna Sofie med at flygte ud af et vindue på Clausholm ved nattetide. Parret blev senere samme nat viet i Skanderborg Slotskirke. Anna Sofie blev i første omgang hustru til venstre hånd, da kongen var gift med dronning Louise til højre hånd. Efter Louises død blev Anna Sofie dog senere lovformeligt viet med kongen og kronet som dronning.

 

På den sidste del af vejstrækningen får vi et smukt vue ud over Voldum by og kan følge den smalle langstrakte bebyggelse langs Voldum-Rud vej med kig til sportshal, skole og nyere parcelhusbebyggelse. I dag er Voldum på det nærmeste vokset sammen med Nielstrup og Bramstrup, men resterne af byens oprindelige struktur finder vi når vi nærmer os kirken. Her lå gårdene på deres tofter, som det ses på den ældste martrikelkort fra ca. 1815 nogenlunde jævnt fordelt nord og syd for vejen. Kirken lå midt i byen og gårde og tofter bredte sig også østpå mod Rigtrup.

 

Den gode agerjord bredte sig nord og øst for byen, hvorimod de højere liggende sandede jorder syd for byen langt op i tid var hede og overdrev. Markant i byen var præstegården sydøst for kirken, som indtil begyndelsen af 1900 tallet var et firfløjet anlæg med den nuværende prægtige hovedbygning mod syd og de nu nedrevne bindingsværksavlsbygninger mod nord. På fællesjorden foran kirken havde byens smed sit værksted, men sporene af denne bygning er også for længst fjernet.

 

 

Vores første danske salmebog af Hans Tommison udkom i 1569

almebog af Hans Tommison udkom i 1569

Meditationssalme

Christi Kaarssis daglige Brug

Ensalme og meditation du kan tage med dig fra Rud Kirke

Pilgrimsvandringer

Computeriet © All Rights Reserved